20 ÅR EFTER:

Pigerne der forsvandt på Hawaii

DET HANDLEDE OM LIV ELLER DØD. VI VALGTE LIVET

ANITTA OG MARIANNE

Marianne Konnerup og Anitta Winther er 20 år, da de skriver sig ind i historien på Hawaii. De er hovedpersoner i en af øgruppens største redningsaktioner nogensinde. Nu mødes de igen 20 år efter og ser tilbage på et dramatisk kapitel i deres liv.

Hawaii 1999 - første stop på jordomrejse

Pigerne fra Vesthimmerland bliver for 20 år siden væk på Hawaii, og må sidde på en 680 meter høj bjergvæg i otte dage og nætter. Det bliver en kamp mod døden og troen på livet.

- Livet fik pludselig en helt anden mening, fortæller Marianne og Anitta

Fuld af ukuelig livsappetit var de draget ud på jordomrejse med Hawaii, som første stop. 

- Det kunne da ikke passe, at det allerede skulle slutte nu, tænkte de, men de er smertelig bevidst om, at det er med livet, som indsats, hvis de forsøger, at kravle ned ad den stejle klippevæg.

  Foto: Nyheder/Ritzau/Scanpix

- Vi troede vi fulgte en afmærket rute, men noget er gået helt galt, siger Marianne Konnerup om den endagstur, de begav sig ud på for 20 år siden.

Vandreturen udviklede sig til et mareridt, der strakte sig over otte døgn.

TV2/Nords journalist Tor Løkken dækkede eftersøgningen på Hawaii og har nu mødt Anitta og Marianne igen 20 år efter.

Det sker under mere rolige forhold på en travetur i Rødhus og optagelserne er blevet til dokumentarprogrammet: "Forsvundet på Hawaii"

 

00:32 Luk video

 

Hør Marianne Konnerup og Anitta Winther fortælle, hvordan den barske oplevelse har formet dem til dem de er i dag.

 

Se hele programmet her: "Forsvundet på Hawaii" eller på TV2/Nord Salto i aften kl. 19.45

 

27:05

Marianne Konnerup (tv) og Anitta Winther har meget at snakke om, da de mødes igen - 20 år efter de blev væk på Hawaii.

Luk video

- Jeg kan stadig ikke forstå, hvordan vi kunne fare vild. Vi kiggede da hele tiden efter de røde snore, men det blev mørkt og så blev vi altså væk, fortæller Marianne. 

Lørdag morgen tog de afsked med værtsfamilien for at begive sig ud på en planlagt endagstur i nationalparken Kauai i Kahana-dalen på Hawaii.

Pigerne forvilder sig imidlertid ind i et utilgængeligt område af en dal og ender 680 meter oppe  påen smal klippehylde, hvor de ikke kan komme ned fra igen.

Da pigerne ikke vender tilbage om aftenen og heller ikke den efterfølgende dag bliver der iværksat en storstilet eftersøgning.

Politi, brandvæsen og frivillige på øen leder efter dem, men uden resultat. Pigerne er væk, og dagene går. Imens sidder pigerne og tænker over den situation, de er havnet i.

Hallucinationer

- Vi snakkede meget om alt det vi havde lavet med vores familier og venner, siger Marianne

- Ja og hvad vi skulle i fremtiden, supplerer Anitta.

- Og nogen gange var man helt nede i et hul og tænkte om det nogensinde kom til at ende godt og det var så det liv, men heldigvis var det på skift, og vi var gode til, at holde hinanden oppe, siger Marianne.

- Og så var det bare så hundekoldt. Hver nat regnede det, som jeg husker det. 

- Ja, og du var mest bange om natten, og så vendte det, og jeg begyndte at hallucinere, siger Anitta.

- Ja, jeg så en hestevogn, men kunne ikke se om den havde døde eller levende mennesker med, fortæller hun.

- Og jeg så en bjerghytte, og tænkte, at der kunne jeg bare over, siger Marianne.

Tid og sted flød ud for os, husker de.

Sound on/off

Den største eftersøgning på Hawaii nogensinde

Spiser græs og blade for at overleve

To bagels, to æbler og en flaske vand er det eneste pigerne har medbragt af proviant. De regner med, at forrådet rækker til endagsturen.

Den ender imidlertid med, at vare otte dage og som tiden går, er de glade for, at der er en frodig natur på Hawaii. De spiser blade og græs og presser vand ud af mos.

- Jeg kan huske, at jeg elskede dig, som jeg elskede mig selv, siger Marianne. 

- Jeg tænkte på, at jeg ikke ville være til mere, hvis du ikke var her, siger Anitta.

- Vi forsøgte flere gange, at komme ned eller op. Vi vidste jo godt, at der var en risiko for at vi kunne falde ned, og så var det ikke med livet i behold, siger Marianne.

De var også klar over, at de ikke ville overleve ved at blive siddende. De havde dag efter dag og vinket efter helikoptere, men redningsmandskabet kunne ikke se dem på den tætbevoksede bjergtop. 

Samtidig arbejder mydighederne om kap med tiden. Politiet i Honolulu har en teori om, at pigerne er faret vild eller været ude for en faldulykke. 

- Vi ønsker at hjælpe familierne, og sikre os, at vi gør alt, hvad vi kan for at finde pigerne i live, siger Richard Soo, der var eftersøgningsleder af redningsaktionen.

I lidt over en uge leder man efter pigerne og det sker med uformindsket styrke fra start til slut. Eftersøgningen er den største eftersøgning af vandrere på Hawaii nogensinde.

 

 

Enhver forælders værste mareridt

 

Pigernes forældre føler sig magtesløse

Forældrene vælger at rejse til Hawaii. Det er uudholdeligt, at være hjemme i Danmark og følge eftersøgningen på lang afstand. 

- Alle mulige tanker farer jo igennem hovedet på os, siger Kay Winther, Anittas far. 

- Det er ikke fordi vi kan gøre noget, når vi kommer derover og måske alligevel. Vi kan da være på stedet, siger Per Konnerup, Mariannes far.

- Det kan ikke undgås, at det sidder i baghovedet, om der er sket noget med pigerne, siger de bekymrede fædre. 

- Det føles godt, at der er så mange på Hawaii, der tænker på os og vores piger, siger Kay Winther, Anittas far.

- Vi er meget taknemmelige. Vi kan se de gør, hvad de kan for at finde pigerne, siger han.

Normalt indstiller man eftersøgningen efter tre dage. Nu er der gået syv dage og de fortsætter så lang tid, der er håb, fortæller Per Konnerup, Mariannes far.

- Vi kan kun føle at der bliver gjort alt, hvad der står i deres magt for at finde Anitta og Marianne.

 

MIRAKLET SKER

 

Efter otte dage beslutter Anitta og Marianne sig for at kravle ned ad klippesiden.

- Vi havde det bare sådan, at det var levende eller død. Vi måtte vælge.

Vi kunne godt blive deroppe og så dø med det samme, men vi kunne også forsøge, at tage turen ned, og måske falde ned, så der skete et eller andet, men det kunne også være, at det lykkedes, siger de. 

Anitta husker, at hun til sidst var så træt af situationen, at hun overvejede om det ikke var nemmere at glide ned ad bjerget og få mareridtet overstået. 

 

 

 

Marianne og Anitta bliver fundet af tre bjergvandrere fra "Hawaii Trail and Mountain Club". De er som mange andre frivillige ude, at lede efter dem.

De bliver spottet dybt inde i en øde dal, et sted, hvor der stort set aldrig kommer nogen. 

 

 

 

- Hvis de ikke var kravlet ned havde vi ikke fundet dem i live, forklarer Ken Suzuk, der er en af de tre frivillige bjergvandrere, der finder Anitta og Marianne. 

- De var bare heldige, siger han.

 

 

Marianne og Anitta er dehydrerede og udmattede, da de bliver fundet, og indlægges straks på et nærliggende sygehus.

 

GENSYNSGLÆDE OG TAK TIL REDNINGSFOLK

 

- Jeg er verdens lykkeligste kvinde, siger Anittas mor, Minna Winther, da hun hører, at pigerne er fundet i live.

- Det her er den største dag i mit liv, udbryder Mariannes far, Kay Winther, Anittas far, da han får, at vide, at pigerne er fundet i god behold.

Ja, det er en større dag, end den dag, da Marianne blev født.

- Det kan ikke beskrives, hvor dejligt det var, at blive genforenet med vores forældre, fortæller Marianne og Anitta. 

Dagen efter de er fundet, er det tid til, at sige tak til redningsfolkene, som ikke var sikre på, om de ville finde pigerne i live.

- Vi kunne ikke fatte, at de havde overlevet så mange dage. Vi frygtede det værste, siger Ken Suzuk, den ene af de tre bjergvandrere, der fandt pigerne.

- Det viser store evner til at overleve, siger han.

BIZART MINDE FRA TUREN FÅR SMILET FREM

 

Anitta og Marianne kommer her 20 år efter til at tænke på en speciel episode, der opstod, mens de sad og håbede på at blive fundet.

Den handlede om, at gå drastisk til værks for at slukke tørst og håbe på, at overleve.

- Jeg havde hørt, at man kunne drikke sin egen urin, fortæller Marianne.

- Så det gjorde vi, mens den havde kropstemperaturen. Uha, siger de og griner.

- Og skulle den ene gøre det, så skulle den anden også. Vi holdt hinanden oppe på det, fordi det var så ækelt, fortæller Marianne og gyser ved tanken. 

- Det var så klamt. Det kunne vi ikke gøre, så det gjorde vi ikke.

Slet ikke? (spørgsmål fra journalist). 

Kun to gange og kun et par mundfulde. Nej, vi måtte kaste håndklædet i ringen. 

- Så måtte vi dø. Det kunne vi simpelt hen ikke, fortæller de, og griner igen.

Dyb taknemmelighed

Livet får et nyt perspektiv

Anitta

 

Marianne og Anitta snakker tit om turen.

- Jeg kan huske, at vi bad til Gud.

- Kunne vi bare få lov til at få fem år mere, hvis vi kom godt fra det, fortæller Marianne.

- Der er nogle gange, når jeg er ude at gå en tur, at jeg tænker på, at det er 20 år siden og tænk på, hvor mange år vi har fået siden, siger hun.

- Jeg havde godt nok nogle år, hvor jeg ikke var rigtig glad. Jeg havde svært ved, at finde mig selv. Turen lagde en dæmper på min glæde i lang tid, forklarer Marianne.

- Ja, siger Anitta. Der er kommet et nyt perspektiv på livet.

 - Vi snakkede også om, at vi aldrig mere ville brokke os over at veje to kilo for meget.

Man værdsætter livet og er mere eftertænksom.

Man bliver bare mere taknemmelig.

 

Anitta Winther bor i København og er ernæringskonsulent og personlig hjælper.

Marianne Konnerup bor i Viborg og har to døtre. Hun er uddannet sygeplejerske, men fik sclerose for et par år siden og er nu i fleksjob i et køkken i en børnehave.

 

 

SE HELE PROGRAMMET HER ELLER PÅ SALTO I AFTEN, SØNDAG KL. 19.45

27:05

Marianne Konnerup (tv) og Anitta Winther har meget at snakke om, da de mødes igen - 20 år efter de blev væk på Hawaii.

Luk video

 

 

TILRETTELÆGGER: TOR LØKKEN | TEKST: PIA STUCKERT | REDAKTØR: INGRID BUCH