Pigge væk fra motorvej

Forsøg med pigge i vejen er det seneste tiltag som Vejdirektoratet har gjort for at få stoppet spøgelsesbilisterne allerede på frakørelsesramperne. Det har dog langt fra været nogen succes, og nu vil Socialdemokraterne have forsøget stoppet.

"Pigge i vejen" står der på skiltet ved motorvejsafkørslen Sæby Syd, men systemet, der skal stoppe spøgelsebilister virker ikke, og det har ikke gjort i mere end et år.

- Jeg har aldrig troet på systemet med pigge. Og nu har det vist sig ikke at være investeringen værd, siger Socialdemokraternes trafikordfører Rasmus Prehn til TV2/NORD.

Det næsten 200.000 kr dyre pigge-anlæg i Sæby blev etableret i marts sidste år. Allerede 11 dage efter blev det taget ud af drift, fordi der på flere af landets fire andre anlæg magen til, skete en række uheld, hvor de sylespidse pigge flænsede dækkene på biler, der kørte den rigtige vej.

- Vi fik et produkt, der simpelthen ikke var færdigudviklet, siger Henrik Ludvigsen, der er teknisk konsulent for Vejdirektoratet.

Ifølge Vejdirektoratet har producenten i samarbejde med Teknologisk Institut fået rettet fejlene, og det nye tilpassede pig-system bliver nu testet på en motorvejsafkørsel ved Ringsted. Hvordan forsøget falder ud har Socialdemokraterne dog ikke tid at vente på.

- Der er en masse uhensigtsmæssigheder ved piggene. Det er også relativt dyrt i forhold hvor stort problemet er, så jeg forestiller mig, at vi stopper det her, siger Rasmus Prehn (Soc.dem.).

I 2010 blev der registreret 198 spøgelsbilister i hele landet.


Seneste nyt

fra Nordjylland