Pirater på isen

Aalborg Ishockeyklub skifter navn til Aalborg Pirates.

Det nye navn offentliggjorde det tidligere Aalborg Ishockey torsdag foran op mod 500 fremmødte fans og sponsorer ved et arrangement i Gigantium i Aalborg. Samtidig blev de nye spillerdragter med røde trøjer med hvide og sorte striber og sorte bukser præsenteret.
- Det har været vigtigt for os at beholde de røde farver. Det er nordjyllands farver og et træk, vi ikke smider på porten, forklarede klubbens storaktionær, Magnus Kjøller, om de nye klubfarver i en pressemeddelelse.

Samtidig har piraterne været i Sverige, hvor klubben har hentet tre nye besætningsmedlemmer.

Der er tale om målmanden Magnus Åkerlund, forwarden Mathias Månsson og den kun 19-årige forward Sebastian med det forpligtende efternavn Ehlers.

- Sebastian er jo én af vores egne drenge, som vender hjem. Efter et par år i Schweiz og tre år i Malmö vil han gerne videre, og vi glæder os meget over at præsentere ham. Han har et stort potentiale og er samtidig den sidste brik i pulsespillet med unge, talentfulde spillere, vi gerne vil have på holdet, siger direktør Frederik Åkesson.


Seneste nyt

fra Nordjylland