Pirates henter lokalt talent hjem fra Herning

Foto: Aalborg Pirates

19-årige Oliver Gatz Nielsen tabte tidligere på året DM-guldet til sin gamle klub Aalborg Pirates - men nu vender han hjem til Nordjylland.

 

19-årige Oliver Gatz Nielsen vender hjem til Aalborg efter et par sæsoner hos Herning Blue Fox. Det meddeler Aalborg Pirates tirsdag i en pressemeddelelse.

Oliver har spillet både U17 og U20 i Aalborg og fik sin debutkamp for Aalborg Pirates i sæsonen 2014/15. Her var Oliver bare 17 år, da han debuterede. Sæsonen efter blev det til en del mere spilletid og 45 kampe for Pirates inklusive slutspil, inden han rykkede videre til Herning Blue Fox.

- Oliver er opvokset i aalborgensisk ishockey, og han kender byen og alle omkring holdet, hvilket gør det nemmere for ham at finde ind på holdet. Han er et stort backtalent, og vi er sikre på, at han kan udløse potentialet her i Aalborg, siger assistenttræner i Aalborg Pirates, Ronny Larsen.

Oliver Gatz Nielsen har spillet på diverse ungdomslandshold, og han har repræsenteret Danmark på højeste niveau for både U18 og U20.

Derfor er han trods sine bare 19 år en erfaren herre med foreløbig 92 kampe i den bedste danske række under bæltet.

- Vi er stolte over, at Oliver kommer hjem til Aalborg, og det er endnu et skridt i den rigtige retning i forhold til vores masterplan. Vi vil gerne have tidligere Aalborg-drenge hjem til holdet, og der passer Oliver perfekt ind, siger administrende direktør, Thomas Bjuring.

Kontrakten er gældende for sæsonerne 18/19 samt 19/20.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord