Pirates henter tidligere Metal Liga-profil

Foto: Mette Kristensen

Aalborg Pirates forstærker truppen med den canadiske center Ryan McDonough, som tidligere har været en stor profil i Metal Ligaen.

Aalborg Pirates kunne torsdag aften præsenterer en ny spiller, som kan blive en af de store profiler på holdet. Den nordjyske klub, som topper Metal Ligaen, har skrevet kontrakt med den canadiske center Ryan McDonough.

Det offentliggjorde klubben torsdag aften på et pressemøde, der blev afholdt på diskotek Sprutten i Jomfru Ane Gade.

28-årige McDonough spillede fra 2014 og to sæsoner frem i den danske liga. Her tørnede canadieren ud for Odense Bulldogs, og i 89 kampe for fynboerne formåede han at lave 108 point i Metal Ligaen.

- Med Ryans tilgang får vi tilført en del erfaring, som de unge kan lære en masse af, siger sportschef Ronny Larsen.

Ryan McDonough skiftede før denne sæson til den tyske klub SC Riessersee, som spiller i den næstbedste række i Tyskland. Her kunne han ikke holde det flotte pointsnit, han præsterede i sin tid i Odense, og i 14 kampe for den tyske klub blev det kun til seks assists og ingen scoringer fra den canadiske forward.

SC Riessersee ophævede i sidste uge kontrakten med Ryan McDonough, men han kom altså ikke til at gå arbejdsløs særligt længe, da kontrakten med Aalborg Pirates hurtigt kom i stand.

Den hurtige og - i Metal Liga-målestok - forholdsvis komplette canadier bliver den syvende udlænding i Aalborg Pirates' trup.

Aalborg Pirates løftede også sløret for en kontraktforlængelse med cheftræner Brandon Reid. Han kan se frem til to sæsoner mere.

- Vi har skudt papegøjen med Brandon som cheftræner. Han er en fantastisk fyr - både på og udenfor isen og har et godt samarbejde med Ronny Larsen, fortæller administrerende direktør Thomas Bjurring.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord