Pirates scorer brødrepar

Danske brødre med amerikansk erfaring skal spille for Aalborg Pirates.

- Vi er rigtig stolte over, at vi har fået fat i dem. Der var mange klubber inde over, men de valgte Aalborg på grund af faciliteterne og byen. Det er to typer, som vi glæder os utrolig meget til at se i Aalborg, siger træner i Aalborg Pirates, Ronny Larsen.

Han taler om brødrene Nicholas og Alexander Jensen, der efter en årrække i amerikansk universitets-ishockey vender hjem til Danmark. Begge med kontrakter hos Pirates til de kommende to sæsoner.

Brødrene er 25 og 23 år gamle og spiller henholdsvis back og center/wing. Begge har de spillet fo SUNY Plattsburg.

- Jeg glæder mig utroligt meget til at komme hjem og spille i Metal Ligaen. Jeg ser frem til at bidrage med solidt backspil samt at hjælpe med at producere. Derudover går jeg gerne forrest - også når det beskidte arbejde skal laves, lyder det fra storebror Nicholas Jensen.

- Klubben har nogle rigtig gode fand, der flokkes til ishockey, så der kan blive en god stemning. Jeg glæder mig enormt til at spille i den kulisse, fansene kan skabe, supplerer 23-årige Alexander Jensen.

Begge træner de hen over sommeren i USA, så de er i form, til de lander i Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland