Pirates vandt håneretten tilbage med storsejr i lokalopgør

Foto: TV 2 SPORT

Aalborg Pirates revancherede fredagens nederlag til Frederikshavn White Hawks eftertrykkeligt med en storsejr i tirsdagens rematch.

Aalborg Pirates skulle tirsdag forsøge at tage revanche for fredagens nederlag til lokalrivalerne fra Frederikshavn White Hawks, da de to nordjyske klubber mødtes for anden gang på få dage.

Den mission lykkedes i særdeleshed for Metal Ligaens overraskende tophold, for Aalborg-mandskabet vandt med 5-2 i Scanel Hockey Arena og rejste sig således på bevidste vis ovenpå fredagens kamp, som gav dem deres første nederlag i sæsonen.

Lasse Bo Knudsen hamrede Aalborg foran fra blå linje efter ni minutters spil, og tre minutter senere udbyggede Martin Højbjerg gæsternes føring. Aalborg-forwarden tog turen rundt om Frederikshavns mål og forsøgte at lægge pucken på tværs i målfeltet.

Gummiskiven skiftede retning og gik noget heldigt ind bag Thomas Lillie i White Hawks-målet til en Pirates-føring på 2-0. Aalborg-spillerne kunne skøjte tilfredse til pause efter en stærk første periode, og efter pausen gjorde de kun ondt værre for hjemmeholdet.

Lasse Jul Korsgaard fandt en helt fri Sebastian Ehlers i slottet, og manden med efternavnet, der næsten rimer på ishockey i Aalborg, scorede til 3-0. Godt midtvejs i perioden væltede korthuset helt for White Hawks, som kom bagud med både 4-0 og 5-0. Mikkel Højbjerg og Peter Quenneville blev noteret for målene.

I tredje periode skøjtede aalborgenserne sejren hjem, og piraterne fik dermed revanche for nederlaget i fredags, hvor frederikshavnerne vandt med 3-1 i Gigantium.

White Hawks reducerede i de sidste par minutter af kampen to gange i powerplay, men målene fra Jeff Ulmer og Mathias Bau Hansen havde kun kosmetisk betydning på måltavlen.

Aalborg Pirates øgede med sejren sit forspring ned til de nærmeste rivaler i Metal Ligaen. Piraterne topper tabellen med syv point ned til Odense Bulldogs.

Frederikshavn White Hawks ligger på ligaens femteplads med 16 point efter ni kampe.

Flere nyheder fra TV2 Nord