Pirates vinder mens White Hawks taber i blandet nordjysk hockeyaften

Aalborg Pirates hev sæsonens anden sejr hjem, mens Frederikshavn White Hawks måtte indkassere det første nederlag.

Fredag aften har begge nordjyske ishockeyhold været i aktion i Metal Ligaen. De forsvarende mestre fra Aalborg Pirates var på besøg hos Herlev Eagles, og det blev en målrig affære med skiftende føringer undervejs.

Det var nemlig Pirates der kom foran efter godt fem minutters spil ved Thomas Spelling. Herefter skød Eagles sig i front med 2-1 inden første periode endte.

I anden periode fik Mikkel Højbjerg udlignet for piraterne, men glæden varede ikke længe, for kort efter kunne Brett Thompson bringe sjællænderne foran på ny. I slutminutterne af anden periode lykkedes det for Thomas Spelling at vende op og ned på det hele. Med to scoringer i periodens sidste tre minutter, kunne Spelling bringe Aalborg foran inden pausen.

I tredje periode holdt Aalborg målet rent, mens Spencer Humphries i power play kunne bringe piraterne yderligere i front til kampens resultat 3-5.

Der blev ikke scoret helt så mange mål i Frederikshavn, hvor White Hawks havde besøg af Rungsted Seier Capital.

Det var en tæt affære gennem det meste af kampen. Rungsted kom i front efter syv minutters spil, men bare 30 sekunder senere havde William Boysen bragt balance i regnskabet.

Anden periode forblev målløs indtil det sidste minut, hvor det lykkedes for Rungsted at bringe sig foran med 40 sekunder tilbage af perioden.

I tredje periode bragte Rungsted sig yderligere i front inden Cam Spiro fik lov at pynte på resultatet med sin scoring til 2-3, som også blev kampens resultat.


Seneste nyt

fra Nordjylland