Pistolmænd røver Fakta i Aalborg Øst

To mænd med en pistol og en jernstang har røvet Fakta i Aalborg Øst og stak efterfølgende af på en knallert.

To mænd begik fredag aften røveri mod Fakta på Saltumvej i Aalborg Øst kort før lukketid. Bevæbnet med en pistol og en jernstang truede de to mænd sig til et beløb fra kassen, fortæller Nordjyllands Politi.

- De flygter fra stedet på en rød PGO-knallert, siger vagtchef Åge Pedersen.

Fakta-butikken lukker klokken 21 og anmeldelsen kom klokken 21.02. Nordjyllands Politi leder nu efter to arabisk udseende mænd, og politiet er lige nu på stedet.

- Den ene er omkring 180 centimeter høj, er iført en grå hættetrøje og nogle mørke joggingbukser med en blå stribe, hvor der er skrevet noget med hvidt. Han havde hovedet dækket til af et partisanertørklæde, siger vagtchefen.

- Den anden er lidt mindre, omkring 170-175 centimeter høj. Han er iført en sweatshirt af ukendt farve og mørke bukser. Han havde en skihætte over hovedet, hvor der er klippet hul til øjnene, siger Åge Pedersen.

Fakta-butikken ligger i et område, der har været på den officielle ghettoliste og politiet har en formodning om, at de kan finde de to røvere i lokalområdet.

Vagtchefen kan ikke svare på, om de to røvere talte med accent og vil ikke oplyse, hvor mange penge mændene slap væk med.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland