Plads til forbedringer hos nordjyderne

Nordjyderne er lige så overvægtige som andre steder i landet. Men trods forskellige dystre udsigter er der mange ting ved livet, som nordjyderne ellers glæder sig over - det kan læses i den nordjyske Sundhedsprofil 2010.    

Fire ud af fem nordjyske borgere mener, de har et godt helbred.

Men, jo ældre vi bliver, jo flere skavanker får vi, og det påvirker naturligvis vores muligheder for, at vi kan "gøre som vi vil". Til gengæld styrkes vi mentalt og bliver mere tilfredse, jo ældre vi bliver.
Resultaterne fremgår af spørgeskemaundersøgelsen "Hvordan har du det?" for 2010, hvor 23.392 nordjyder har svaret, hvad der svarer til 65,5 pct. besvarelser.

Et af de gode resultater i sundhedsprofilen er, at antallet af rygere er faldet fra godt 24 pct. til knap 22 pct. Der er flere mænd end kvinder der ryger.  Desværre er der en lille stigning i antallet af rygere blandt de 16-19-årige unge.

- Hvis vi ser det i et sundhedsperspektiv, så går det den rigtige vej med et fald i antallet af rygere. Det har enorm betydning for udvikling af sygdom, overlevelsesmuligheder og betydning for vores sundhedsvæsen. 71 procent af rygerne ønsker i virkeligheden at holde op med at ryge, så vi skal bare klø på. Især skal vi holde øje med udviklingen i de unges rygevaner, for det handler jo om at forhindre, at de overhovedet begynder at ryge, siger Thomas Kastrup-Larsen, næstformand i sundhedskoordinationsudvalget.

Selv om det går den rigtige vej på rygeområdet, er der fortsat plads til forbedring, og det samme gælder andre områder.

Mere end 9 pct. af nordjyderne har det, man kalder for et højrisikoforbrug af alkohol, hvor mænd og kvinder drikker henholdsvis 21 og 14 genstande eller mere om ugen. 18 procent er fysisk inaktive i fritiden, og 24 pct. af mændene og 13 pct. af kvinderne har usunde kostvaner. Og så er godt 51 procent nordjyder overvægtige - hvoraf 35 pct. er moderat overvægtige, mens 16 pct. er svært overvægtige.


Seneste nyt

fra Nordjylland