Planteskoler lider under det sene vintervejr

01:56

Snerydderne har kun lige fået sved på panden over denne vinters snevejr, men på planteskolerne har koldsveden løbet de seneste uger.

Sne i marts presser de nordjyder, der arbejder i sæsonprægede fag. Det gælder blandt andet planteskoler, der skal kigge langt efter kunder, når græsplænerne er hvide.

I kalenderen siger det forår, men har man bevæget sig uden for en dør de seneste par uger er man blevet mødt med sne, kulde og gråvejr.

Det iskolde vejr gør det ikke kun sværere at stå op om morgenen, men giver også udfordringer for flere nordjyder, når de møder på arbejde.

På planteskolerne hober varerne sig op på hylderne.

- Når solen ikke skinner, så er det ikke det folk tænker på at komme for agterne til os, og det er ærgerligt, siger gartner og ejer af Gug Anlæg og Planteskole Martin Holmriis.

Ifølge ham kan blomsterne endda give en lille følelse af, at vi går en lysere tid i møde.

- Der skal ikke ret meget løg til at sætte i vindueskammen for så giver det tanken om, at det er forår, siger han.

Særligt på én vare har han mærket, at vinteren stadig præger nordjyderne.

- På nuværende tidspunkt har vi ikke solgt, som vi plejer. Folk er slet ikke i den tanke, at de skal sætte kartofler til spiring, siger Martin Holmriis, der stadig er optimistisk:

- Foråret det kommer, og folk skal have friske planter i krukkerne, så der er endnu ikke noget farligt over vejret, men det skal ikke vare en uge endnu, slutter han.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord