Plastprisen til nordjysk veteran

Aage Vestergaard Larsen, der driver genanvendelsesfirmaet af samme navn i Mariager, fik årets Plastpris. Han fik prisen for sit livslange arbejde med plastgenanvendelse, hvor han har vist, at plast kan genanvendes, når det gøres til forretning.

Alle taler om miljøet, men 70-årige Aage Vestergaard Larsen gør noget ved det i praksis.

Han er Danmarksberømt i termoplastbranchen, fordi alle handler med ham, og det ofte både som sælger og køber. Han indkøber store mængder uundgåeligt produktionsspild fra plastforarbejdende virksomheder, og finder relevante aftager- virksomheder, der kan udnytte de andres spild. På den måde genanvendes store mængder plast hvert år til helt nye produkter.

Han har sammen sin kone Karen Buk Larsen og sine medarbejdere drevet virksomheden i 37 år. Han har ikke tænkt sig at lægge op. På trods af den økonomiske krise og meget lave råvarepriser, der giver en lille margin for genanvendelsesvirksomheder, fejler foretagsomheden ikke noget.

Plastindustriens formand fabrikant Hans Ulrich, Ulfoss Plastic A/S ønskede tillykke med prisen og tilføjede:
- Alle taler meget om miljø, men kun få gør noget ved miljøet, og det har du gjort på en måde, som har haft en meget positiv betydning for plastindustrien.

Prisen består i en skulptur i akryl af billedkunstneren Markan Christensen samt en check på 25.000 kr.

Flere nyheder fra TV2 Nord