Pokallodtrækning resulterer i flere mulige lokalbrag

Vejgaard BK kan, hvis de leverer overraskelsen mod FC Nordsjælland, se frem til besøg fra endnu et Superliga-mandskab.

Skulle Vejgaard Boldklub levere overraskelsen onsdag og besejre Superligaens øjeblikkelige tophold fra FC Nordsjælland, venter næste store udfordring lige om hjørnet for det nordjyske mandskab, der til dagligt huserer i Danmarksserien.

Lodtrækningen til næste runde i pokalturneringen blev nemlig gennemført mandag, og her ville fru Fortuna det hverken værre eller bedre end, at en anden af Superligaens overraskelser blev matchet med Vejgaard BK - eller FC Nordsjælland. 

Holdet er Hobro IK, og skulle de være så heldige at møde Vejgaards bedste fodboldhold, skal de have bussen startet op og tage en tur mod Nord.

Selvom Hobro IK blev trukket først op ad bowlen og dermed får hjemmebanefordel, er det nemlig - per definition - det lavest rangerende hold, der har hjemmebanen. Dermed kan Soffy Road to gange på under en måned ende at lægge græs til et Superliga-mandskab.

I modsat fald - hvis FC Nordsjælland vinder mod Vejgaard - skal Farum-holdet tage turen til Hobro.

De øvrige nordjyske hold, der stadig er med i turneringen, var også med i bowlen, da der blev trukket lod mandag. AaB skal på hjemmebane møde FC Helsingør, som de også møder 15. oktober i Superligaen. 

Jammerbugt FC skal møde enten Vendsyssel FF eller SønderjyskE. Hvem det bliver, afgøres onsdag, når SønderjyskE gæster Hjørring og Vendsyssel FF.

DBU Pokalens 4. runde er 1/8-finalerne i turneringen, og kampene skal efter planen gennemføres fra 24. til 26. september. 


Seneste nyt

fra Nordjylland