Politi advarer mod bilkøb på nettet

Foto: TV2/Nord

Nordjyder bliver snydt af en ny udgave af "Nigeria-breve", når de køber biler på nettet uden for landets grænser.

Det er et stigende problem, at nordjyske bilkøbere bliver snydt, når de køber bil i udlandet over internettet. Derfor advarer Nordjyllands Politi nu mod snyderiet. Det skriver Nordjyske.dk.

- Vi får en til to anmeldelser om måneden, hvor folk har mistet penge, fordi de via internettet har købt en bil i udlandet, men bilen dukker aldrig op. Køberne mister typisk mellem 1.000 og helt op til 30.000 kroner. Det er en ny udgave af de såkaldte "Nigeria-breve", siger vicepolitikommissær Torben Asmussen til Nordjyske.  

Bilen bliver som regel købt i Spanien eller i England via både danske og udenlandske internetaviser med bilannoncer. Pengene bliver betalt på forhånd, men bilen dukker aldrig op, og pengene kan ofte spores til Nigeria via en konto i et andet land.

- Vi får en del henvendelser fra ulykkelige bilkøbere, men vi kan desværre ikke hjælpe dem med at få pengene igen, siger Torben Asmussen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord