Politi dropper tiltale i sag om færgevold

Sagen om færgevold på Stena Line er meget tæt på afslutning. Norsk politi mangler beviser, og derfor dropper de en tiltale for grov vold mod blandt andet to nordjyske sikkerhedsfolk fra færgeselskabet.

De to sikkerhedsfolk blev sammen med en svensk og en norsk kollega i januar mistænkt for grov vold mod to mandlige passagerer obord på Stena Lines færge mellem Oslo og Frederikshavn. Passagerne mente blandt andet, at vagterne havde pisket, bundet og frarøvet dem et større pengebeløb.

De fire vagter har hele tiden nægtet alt, og politiet i Oslo har forgæves efterlyst vidner til den påståede vold. Derfor opgiver norsk politi nu at rejse tiltale og sagen bliver efter alt sandsynlig henlagt, når den har været en tur forbi politiadvokaten.

- Vores efterforskere har ikke fundet beviser nok til, at vi vil rejse tiltale i sagen. Før sagen bliver henlagt helt skal vi dog lige se den igennem en ekstra gang, men alt tyder på, at den nu bliver lukket, siger politiadvokat ved Oslo Politidistrikt, Inge Nestvold til TV2/Nord.

De fire sikkerhedsvagter har under hele forløbet fortsat deres arbejde for Stena Line.


Seneste nyt

fra Nordjylland