Politi eftersøger 20-årig i Thisted

En 20-årig mand eftersøges tirsdag aften i Thisted. Den unge mand er ikke set siden han forlod en kammerats hjem klokken 20.00.

Midt- og Vestjyllands Politi leder tirsdag aften efter en 20-årig mand i Thisted. Det oplyser vagtchef Carsten Henriksen til TV2 Nord.

Den 20-årige er sidst set i det nordlige Thisted omkring klokken 20.00 hvor han forlod en kammerats hjem i nedtrykt tilstand.

- Vi er bekymrede for ham, så vi eftersøger ham i Thisted med hunde og så har vi også patruljer til at  lede, fortæller vagtchefen.

Den 20-årige er 194 centimeter høj og spinkel af bygning. Han er ifølge politiets oplysninger iklædt en grøn "armyjakke" og blå cowboybukser.

- Han skulle efter det vi har fået at vide, være meget letgenkendelig fordi han er så høj og så spinkel, fortæller vagtchefen.

Borgere, der ser - eller tidligere på aftenen har set - en mand med dette signalement bedes kontakte Midt- og Vestjyllands Politi på telefon 9614 1448.


Seneste nyt

fra Nordjylland