Politi indstiller eftersøgning

Nordjyllands Politi indstiller nu eftersøgningen af den 61-årige Michael Gersbøll, som tirsdag forsvandt i Skagen.

Nordjyllands Politi har ikke flere spor at gå efter i sagen om den 61-årige Michael Gersbøll, der var på besøg i byen og forsvandt fra Brøndums hotel tirsdag formiddag.

Politiet har i tre dage intensivt søgt efter Michael Gersbøll med flere helikoptere, hjemmeværnsfolk, dykkere og politifolk. Intet har kastet spor af sig, og de fire henvendelser politiet har fået fra borgere er undersøgt, men har peget i alle retninger.

Derfor indstiller politiet nu eftersøgningen, men håber på nye oplysninger, så eftersøgningen kan fortsætte.

-Vi har tjekket samtlige steder, han har haft tilknytning til lige fra Grenen til Skagen by og områderne et langt stykke ud omkring byen, siger indsatsleder ved Nordjyllands Politi Henrik Jensen til TV2/Nord.