Politi jagtede motorcyklist i Hjørrings bymidte

Motorcyklist på flugt fra politiet blev først standset, da han væltede. Forud var gået en længere politijagt gennem byen i høj fart.

Fredag aften forsøger en patruljebil i Hjørring at standse en motorcyklist, der kører uden nummerplade. Den 32-årige mand, der fører motorcyklen, vil ikke lade sig standse, og forsøger derfor at stikke af fra politiet, hvilket udvikler sig til en længere jagt rundt i byen.

Efter at have forsøgt at slippe af med patruljebilen i midtbyen kører motorcyklisten mod Lønstrup med poltiet efter sig, og hastigheden når på et tidspunkt helt op på 180 kilometer i timen, inden den 32-årige mand, der i forvejen er kendt af politiet, vender tilbage mod midtbyen.

Her bliver han standset brat, da han vælter i et sving, og han er nu anholdt og sigtet for blandt andet at have kørt uden kørekort og kørsel på uregistreret køretøj, mens man også undersøger, om han har kørt i spirituspåvirket tilstand. Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Badsberg.

Den 32-årige motorcyklist blev ifølge vagtchefen ikke alvorligt skadet ved styrtet, men blev alligevel bragt til undersøgelse på sygehuset.

Flere nyheder fra TV2 Nord