Politi søger vidner til trafikdrab

Nordjyllands Politi efterforsker det trafikdrab, der skete i Aars mandag aften, og de leder efter et helt specielt vidne.

Lokalpolitiet i Himmerland har tirsdag formiddag efterforsket det trafikdrab, som skete mandag aften på Gl. Tingvej i Aars. Her blev to 20-årige mænd anholdt - mistænkt for at have påkørt en 79-årig kvinde i en stjålen varebil. Bilen kørte omkring 200 meter videre efter sammenstødet, før den kørte galt, og to mænd stak af fra stedet.

Politiet leder nu efter et helt specifikt vidne, som andre vidner har set løbe efter varebilen, da den kører væk fra gerningsstedet. De to mænd slap imidlertid fra vidnet, da han blev standset ved noget hæk eller hegn.

Ifølge vicepolitikommissær Johan Nielsen fra Himmerlands Politi, så fortæller vidner, at han sidenhen vendte tilbage til gerningsstedet, hvor han talte med nogle andre vidner, inden han blev samlet op af en rød bil og kørte fra stedet.

- Ham vil vi gerne tale med. Og selvfølgelig også andre, der har gjort nogle iagttagelser, siger Johan Nielsen, der leder efterforskningen.

Politiet har allerede talt med en del vidner, ligesom de har afhørt de to 20-årige, som er anholdt.

Tirsdag morgen har der også været tekniske undersøgelser på gerningsstedet, hvor varebilen blev stjålet samt i varebilen. Hundepatruljer har været ude og gennemsøge gerningsstedet igen, og de to anholdte er ligeledes sendt til lægeundersøgelser.

Ifølge Johan Nielsen, så nægter de to unge mænd sig skyldige. De vil ikke blive fremstillet i grundlovsforhør.


Seneste nyt

fra Nordjylland