Politi uddeler roser: God ro og orden til Tall Ships Races

Mange tusind mennesker har siden fredag eftermiddag været at finde på havnefronten i Aalborg, men det har ikke betydet travlhed for politiet.

Lørdag klokken 17 er der officiel åbning af The Tall Ships Races 2015 i Aalborg.

Tusinder og atter tusinder af mennesker har indtaget havnefronten i byen, der henover wekkenden og mandag danner ramme om den største kulturbegivenhed i byen siden de flotte træskibe sidst lå til kaj i Aalborg.

Derfor er Nordjyllands Politi naturligvis også til stede. Men de har endnu ikke haft travlt.

- Der var god ro og orden i går hvor det hele så småt gik i gang, og det er også billedet i dag, fortæller politikommissær Jesper Green, der leder politiets indsats i forbindelse med Tall Ships Races.

- Nu er der så officiel åbning her klokken 17, og derfor kommer der også rigtig mange mennesker til, og det påvirker trafikken, siger Jesper Green, der beder trafikanterne have tålmodighed i disse dage.

- Nyhavnsgade fra Ved Stranden og øst på indtil Friis er spærret, og det betyder jo at trafikken skal finde andre veje, så vi kan kun appellere til at man er tålmodig.

Han tør ikke gætte på, hvor mange mennesker, der opholder sig på havnefronten lørdag eftermiddag, men der er tale om mange tusind.

- En kollega kom med et meget konkret bud, men ellers er dit bud ligeså godt som mit, siger Jesper Green, der har både uniformerede og civile patruljer samt patruljer på de tohjulede Segways til at sørge for at alt forløber hensigtsmæssigt.


Seneste nyt

fra Nordjylland