Politi vil aflive raske heste

Nordjyllands Politi har over et år brugt omkring 270.000 kroner på at få plejet og passet fire heste - nu skal de aflives.

På en gård ved Als går fire raske heste og venter på at få eksekveret deres dødsdom. Nordjyllands Politi vil ikke længere betale for at få dem passet, så på mandag bliver de aflivet.

- Jeg synes det er latterligt at aflive fire raske heste nu. Så kunne de have aflivet dem, dengang de var syge, siger Maria Rothgarn, der har været med til at passe hestene i det seneste år.
 
Hestene blev placeret på gården for omkring et år siden, da de blev fjernet fra deres ejer på grund af vanrøgt. Hestene var dengang underernærede og syge, men efter pleje og adskillige dyrlægebesøg, er de i dag fuldstændigt raske.

- Jeg synes at man skulle afhænde hestene i stedet for at aflive dem, så de kunne få et trygt og godt hjem hos nogle rare mennesker, siger Nina Hansen fra Skovly Hestepension, hvor hestene i øjeblikket er opstaldet.

Men den løsning bliver afvist hos Nordjyllands Politi.

- Når politiet foretager konfiskation af noget, så skal det ifølge loven destrueres, og det gælder også i dette tilfælde. Vi bliver jo nødt til at følge loven, siger politiadvokat Aksel Stiggaard fra Nordjyllands Politi.

Forklaringen på at der er gået et helt år før dyrene bliver aflivet, er ifølge Aksel Stiggaard, at politiet har ventet på grønt lys fra hestenes ejer, og det har man først fået nu.

Det grønne lys er imidlertid skiftet til rødt. Efter ejeren er blevet opmærksom på, at der måske er andre muligheder, vil han nu tage kontakt til Nordjyllands Politi og forsøge at få politiet til at overdrage hestene til Skovly Hestepension.

- Det er jo helt grotesk, at raske heste skal aflives på den måde, så nu håber vi på, at politiet vil benytte sig af den her mulighed, siger ejerens advokat Ken Ellemose.


Seneste nyt

fra Nordjylland