Politiaktion: Mand udløste tåregas og barrikaderede sig – beboere evakueret

Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Beboere i en ejendom i Thisted blev evakueret, fordi en mand havde udløst tåregas. Manden er nu anholdt.

Flere patruljer fra Midt- og Vestjyllands Politi var tirsdag morgen til stede på Havrevej i Thisted, hvor de forsøgte at få en 44-årig mand til at forlade sin lejlighed.

Manden udløste tåregas i sin opgang klokken 02.20 natten til tirsdag. Tåregassen trak ind i lejlighederne i opgangen, og beboerne oplevede kraftig irritation i øjne, næste og mund.

Alle beboere blev evakueret og opholdte sig tirsdag morgen i et nærliggende hus, mens politiet forsøgte at få den 44-årige til at komme ud af sin lejlighed.

- Vi ved endnu ikke, hvorfor den 44-årige beboer har valgt at udløse tåregas, men der er tale om en psykisk uligevægtig mand, som vi nu skal have taget hånd om, siger vicepolitiinspektør Henrik Glintborg.

Omkring klokken 8.00 kom manden frivilligt ud af ejendommen, hvor han blev anholdt af politiet.

- Anholdelsen forløb helt roligt, og vi har nu taget ham med ind på stationen, hvor vi skal have en snak med ham. Derefter skal vi både kigge nærmere på paragrafferne og sørge for, at manden får den hjælp, han har brug for, siger vicepolitiinspektøren.

Midt- og Vestjyllands Politi har sendt en tryghedsskabende patrulje ud til området. Patruljen er iført gule veste og står klar til at tale med borgere i området.

Flere nyheder fra TV2 Nord