Politibetjente: Vi forbereder os

Fællestillidsmanden hos Nordjyllands Politi regner med, at de nordjyske betjente skal af sted til grænsen på torsdag, og at de skal arbejde med grænsekontrollen i en længere periode.

I dag melder Nordjyllands Politi ud, at de nordjyske betjente også skal bidrage til grænsekontrollen ved Tyskland. Og måske er det allerede fra på torsdag. Det fortæller fællestillidsmanden hos Nordjyllands Politi.

- Forvarslen er, at det er på torsdag vi skal derned. Men vi ved det reelt ikke, for det kan ændre sig, siger Jens Jørgen Møller Nielsen, der er fællestillidsmand hos Nordjyllands Politi.

Han ved ikke endnu, hvor mange af hans kollegaer, der skal af sted.

- Vi forbereder os på, at det er en længere periode. Jeg gætter på, at indsatserne ved grænserne varer ved. Det er ikke noget, der kun varer de her 10-30 dage, hvor den midlertidige kontrol skal stå på. Jeg tror, det bliver længere tid, siger Jens Jørgen Møller Nielsen.

Når nogle af de nordjyske betjente skal arbejde ved grænsen, vil det gå ud over andre politiopgaver i Nordjylland, der vil blive nedprioriteret. Det fortæller politiinspektør Marianne Vestergaard-Lau fra Nordjyllands Politi.

- Vi vil stadig have patruljer på gaden og rykke ud til de akutte ting, men det er klart, at det vil have en konsekvens, siger Marianne Vestergaard-Lau og peger på, at det f.eks. vil betyde længere sagsbehandling og nedprioritering af eksempelvis større trafikkontroller og lignende.

Tillidsmanden forudser samme konsekvenser.

- Det er jo en prioritering, man må lave. Og den er jeg sådan set enig i, siger Jens Jørgen Møller Nielsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland