Politiet efterlyser gaderøver

Foto: Rune Borre-Jensen (arkiv)

En 25-årig mand blev natten til lørdag udsat for røveri på gaden i Aalborg. Nu efterlyses røveren.

Omkring klokken halv et natten til lørdag kom den 25-årige mand gående ad Langelandsgade ved Sjællandsgade i Aalborg. Her blev han passet op af en fremmed mand. Bevæbnet med en såkaldt butterflykniv truede røveren den 25-årige til at udlevere 220 kroner i kontanter, et headset og en usb-nøgle. Det oplyser vagtchef hos Nordjyllands Politi, Bent Højgaard.

Efter gaderøveriet stak røveren af. Han efterlyses nu af politiet.
Han beskrives som 170 til 180 centimeter høj, spinkel af bygning, og så virkede han som en "hærget misbrugstype". Han var iført en mørkeblå jakke og jeans.

Oplysninger i sagen kan gives til politiet på telefon 1-1-4.

Har du et godt tip?