Kæmpe graffiti malet i Hjørring: Politiet efterlyser to mistænkte

Graffiti malet på Østergade 49 i Hjørring. Foto: Lisbet Christensen

Siden fredag den 5. juli og indtil tirsdag den 9. juli har midtbyen i Hjørring flere steder været udsat for groft hærværk

Sætninger som "Grådighed", "Husk empati" og "Prætentiøst ragelse" skæmmer lige nu flere bygninger i Hjørring midtby, malet med kæmpestore bogstaver.  

Siden fredag den 5. juli og indtil tirsdag den 9. juli har midtbyen i Hjørring flere steder været udsat for groft hærværk, og nu frigiver politiet signalementet af to formodede gerningsmænd til hærværket.

Graffiti på Jernbanegade 23 i Hjørring.  Foto: Lisbet Christensen

- Vi ser med alvor på disse sager, og vi efterforsker bredt. Vi har blandt andet været på gerningsstederne og foretaget undersøgelser samt sikret flere spor, siger lederen af politiets efterforskning, politikommissær Michael Karstenskov, der tilføjer, at man også kigger forskellige overvågningsbilleder igennem. 

- Vi arbejder ude fra den teori, at det ikke blot er én person, der har kendskab til hærværket – og vi appellerer derfor til personerne, som har været en del af dette, om at melde sig selv til politiet, siger Michael Karstenskov. 

Signalement af de to mistænkte:

A:

  • Mand
  • Dansk af udseende
  • 30-35 år
  • Kropsbygning: Fedladen
  • Hårfarve: Kronraget / skaldet.
  • Yderligere kendetegn: Skægvækst omkring munden, dog ikke kraftig.
  • Iført: Mørk hættetrøje og mørke bukser
  • Medbragte: Blå malerspand og malerrulle påsat teleskopstang.


B:

  • Kvinde
  • Dansk af udseende 
  • 25-30 år 
  • Kropsbygning: Almindelig
  • Hudfarve: Hvid 
  • Hårfarve: Lys 
  • Hårlængde: Mellemlangt 
  • Yderligere kendetegn: Let krøllet hår 
  • Iført: Armygrøn jakke/frakke.

Beder borgere anmelde hærværk

Vidner, der måtte have set eller hørt noget, der kan sættes i forbindelse med hærværket – eller måske har en idé om, hvem de to efterlyste kan være, bedes straks kontakte Nordjyllands Politi på telefonnummer 114, oplyser politiet. 

Grafittien er malet med malerrulle med sort maling. Et sted er der også skrevet skrevet "Please listen to Greta Thunberg".

Graffiti på Jernbanegade 23 i Hjørring.  Foto: Lisbet Christensen

- Vi har lige nu modtaget tre anmeldelser, men vi har kendskab til flere steder – både offentlige og private. Men vi er afhængige af, at borgerne anmelder det, da hærværk er såkaldt betinget offentlig påtalt, siger politikommissær Michael Karstenskov.

Udtrykket ”betinget offentligt påtalt” betyder, at politiet først påbegynder en efterforskning, hvis en forurettet anmelder forholdet.

Graffiti malet på Østergade 49 i Hjørring.  Foto: Lisbet Christensen

Flere nyheder fra TV2 Nord