Politiet efterlyser mand i overfaldssag

Nordjyllands Politi offentliggør nu et billede af en mand, der måske har forbindelse til overfaldet på en 10-årig pige i juli i år og opfordrer alle med oplysninger i sagen til at ringe 114.

Nordjyllands Politi efterlyste tirsdag eftermiddag en endnu uidentificeret mand, da det er muligt, at manden har forbindelse til et overfald på en 10-årig pige, der skete i Aalborg SØ den 26. juli i år.

Den 10-årige pige legede med en veninde på en legeplads nær Dionevej og Panstien om aftenen den 26. juli, da hun blev kontaktet af en ukendt mand. Han foregav, at han ledte efter sin hund, og den 10-årige pige tilbød at hjælpe ham og fulgte efter manden ind i et skovområde. Her væltede manden hende omkuld, men den 10-årige havde held til at slippe fri og løb fra stedet.

Siden da har Nordjyllands Politi efterforsket i sagen for at finde frem til manden. I den forbindelse offentliggør politiet nu et billede af en mand med endnu ukendt identitet, mens han stiger på en bus.

- Vi vil gerne i kontakt med denne person, så vi kan få ham afhørt. Mere kan vi af hensyn til efterforskningen ikke sige på nuværende tidspunkt, siger politikommissær Henrik Staal, der derfor opfordrer til, at manden selv kontakter politiet.

Billedet af den eftersøgte mand fremgik tidligere af artiklen, men er nu fjernet, efter manden selv henvendte sig til politiet.


Seneste nyt

fra Nordjylland