Politiet efterlyser vidner til airbagtyveri

Natten til onsdag blev der brudt ind i fire biler hos en autoforhandler på Majgaardsvej i Frederikshavn. Tyvene stjal bilernes airbags.

Onsdag morgen mødte autoforhandleren hos Nova Bil A/S ind til fire biler, der havde haft indbrud. Bilerne havde fået knust deres sideruder, og stjålet deres airbags.

- Det skal være nogen, som har forstand på at tage airbags ud - for eksempel en mekaniker. De skal pilles ud uden, de går af, og det er svært, hvis man ikke ved, hvad man laver, siger Kristian Thomsen, politikommissær ved lokalpolitiet i Frederikshavn.  

Politiet formoder, at tyvene har stjålet bilernes airbags for at sælge dem. Typisk har de en værdi af 30.000 til 50.000 kroner.

- Vi kan ikke sige noget om, hvem det er, men det er typisk østeuropæisk sådan noget her, siger politikommissæren.

Nordjyllands Politi beder frederikshavnerne holde øje, og skriver i onsdages døgnrapport:

- Har du set nogen rende rundt med favnen fuld af airbags? Så kontakt Nordjyllands Politi på 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland