Politiet efterlyser vidner til bilbrand

En Audi A4 cabriolet blev i aftes fundet i brand på parkeringsplads ud for Aså. Politiet efterlyser vidner. Arkivfoto.

En Audi A4 cabriolet gik i aftes op i flammer ved Aså. Politiet formoder, branden er påsat og efterlyser vidner.

Klokken 23.14 fik politiet en anmeldelse fra en borger, der netop havde passeret en parkeret bil på en parkeringsplads ved Krogensvej ud for Aså, hvor en nydelig Audi A4 cabriolet stod i brand.

Anmelderen havde netop set flammer komme op fra forenden af bilen, da han passerede bilen, hvorefter han så det, der lignede en mindre eksplosion i bakspejlet.

- Der var ingen personer til stede omkring bilen, derfor mistænker vi, at branden er påsat. I den forbindelse efterlyser vi vidner, der kan have set mennesker eller biler forlade stedet i minutterne før, fortæller vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi.

Vidner kan rette henvendelse Nordjyllands Politi på telefon 114.

Flere nyheder fra TV2 Nord