Politiet fortsætter fodboldtweets

Nordjyllands Politi fortsætter successen med at twitte med de fodboldfans, der gæster Aalborg i forbindelse med AaB's hjemmekampe i Superligaen. Næste gang bliver på søndag, hvor OB kommer på besøg.

Når AaB på søndag møder OB på Aalborg Stadion, er Nordjyllands Politi ikke kun massivt til stede i gadebilledet, men også på det sociale medie, Twitter, hvor man fra kommandostationen på politigården vil tweete til fans og borgere.

Omdrejningspunktet for politiets indsats i forbindelse med fodboldkampe er det dialogbaserede indsatskoncept, hvor betjente i gule veste tager venligt i mod fans og ledsager dem til og fra stadion, og herunder giver betjentene fansene de nødvendige anvisninger, så alt kan foregå i god ro og orden.

Udgangspunktet for disse betjentes arbejde er netop dialogen med fansene og at skabe en god stemning.

Et eksempel skete under en tidligere kamp, hvor dialogpolitiet tog en fan på krykker, der forsøgte at stavre den lange vej fra stationen til stadion for at se fodbold, med op i deres køretøj, så han nåede frem til stadion til kampstart.

- Selvfølgelig skal vi først og fremmest stå for sikkerheden, men hvis vi har overskud til det, så ser jeg ingen problemer i, at vi også agerer den gode vært og hjælper tilrejsende mennesker, der er tørstige eller har gangbesvær siger politiinspektør Marianne Vestergaard-Lau.

Hvis man spørger på Twitter, så tyder det på, at fansene er enige med politiinspektøren. I hvert fald kvitterede de med positive tilkendegivelser på Twitter.

Politi på twitter

Hvis du har en profil på det sociale medie twitter, kan du følge Nordjyllands Politi her

Seneste nyt

fra Nordjylland