Politiet har affyret skud mod formodet gerningsmand

Under en anholdelse af tre formodede gerningsmænd, affyrede en betjent et skud og ramte en mand.

Natten til mandag blev der begået et indbrud mod Dagli'Brugsen i Skarp Salling i nærheden af Løgstør. Tre formodede gerningsmænd iført huer og med et stjålet pengeskab med et endnu ukendt pengebeløb stak af i to biler og flere patruljer satte efter.

Under anholdelsen af de formodede gerningsmænd, to 22-årige og en 24-årig mand, affyrede politiet et skud. Det fortæller vagtchef Bent Højgaard hos Nordjyllands Politi. 

Nordjyllands Politi fik meldingen om indbruddet 03.05.  Der blev affyret skud i nærheden af Aars mod en af mændene, der befandt sig i en Mercedes Stationcar.  

- Manden blev ramt, men det er ikke livsstruende, oplyser vagtchefen, der ikke kan sige mere i sagen. 

Efter skuddet blev affyret fortsatte de formodede gerningsmænd væk fra stedet, men blev bragt til standsning. Her kunne politiet så konstatere, at én af de formodede gerningsmænd var blevet skudt i underkroppen. 

Når der affyres skud, uanset hvor alvorligt det er, skal Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) undersøge sagen. Derfor blev DUP kontaktet allerede 03.37 i nat, og de sendte med det samme to efterforskere afsted mod stedet. Det fortæller specialkonsulent hos Den Uafhængige Politiklagemyndighed Christian Otto. 

De skal nu igang med at lave tekniske undersøgelser af bilen og stedet og afhøre betjente, ham der blev skudt samt potentielle øvrige vidner for at finde ud af, hvorfor og under hvilke omstændigheder skuddet blev affyret.

De tre mænd blev fremstillet i grundlovsfør mandag ved middag. Mændene er varetægsfængslet frem til 17. januar 2017. 

 

 

 

 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland