Politiet kontrollerer fyrværkeritransporter

Nytåret nærmer sig. Det betyder, at mange nordjyske krudtentusiaster benytter sig af højtiden og køber masser af krudt. Men selvom krudtet er lovligt, kan det være ulovligt at transportere hjem.

Nordjyllands Politi kontrollerer lige nu, om de krudtlystne nordjyder transporterer deres nytårsskyts på forsvarlig vis og i lovlige mængder.

Ifølge loven er det kun tilladt at transportere fem kilo krudt. Det svarer nogenlunde til fem store batterier. Skal man have mere, må man køre to gange. Selvom fem kilo lyder af meget, så kan det hurtigt det hurtigt blive for lidt.

- Nu kommer jeg fra Læsø af og har også købt til andre. Jeg troede, jeg måtte have mere med, siger Niels Erik Nielsen til TV2/Nord.

Udover den begrænsede mængde er det heller ikke lovligt at køre med andet farligt gods, som gasflasker, i bilen. Derudover skal fyrværkeriet være forsvarligt spændt fast. Er det ikke det, kan det skabe farlige situationer.

- Det kan være, der er en anden, der kører ind i en, og så kan krudtet blive antændt. Det er ikke altid hensigtsmæssigt, fortæller politiassistent Peter Lindholt

Bliver man taget med for meget nytårskrudt i bilen koster det en bøde på 2.000 kroner. Derefter koster det 500 kroner for hver forseelse.


Seneste nyt

fra Nordjylland