Massiv eftersøgning gav pote: Dement kvinde fundet i god behold

00:36

Den 55-årige kvinde, som torsdag var efterlyst efter at hun onsdag aften forlod sit hjem, er fundet i god behold.

Den 55-årige demente kvinde som siden onsdag aften har været efterlyst og eftersøgt i Aalborg er torsdag over middag fundet i god behold. Det oplyser Nordjyllands Politi.

Kvinden blev fundet ved en vuggestue tæt på sit hjem i demenslandsbyen Tornhøjhaven af en ansat i vuggestuen.

Nordjyllands Politi eftersøgte kvinden hele natten til torsdag med patruljer, hunde og med assistance fra en af Forsvarets helikoptere.

- Klokken 12.15 i dag fik vi meldingen om, at en kvinde svarende til signalementet er fundet nær plejehjemmet Tornhøjhaven, og nu har vi også fået bekræftet, at der er tale om den eftersøgte 55-årige kvinde, udtaler vagtchef Bent Højgaard fra Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Han fortæller også, at kvinden havde det fint, og at der derfor ikke var  behov for at tilkalde en ambulance.

Billeder fjernet

Den 55-årige kvinde var i en artikel her på siden efterlyst med både signalement og billede. Af hensyn til kvinden og hendes pårørende er begge dele fjernet fra hjemmesiden.

Flere nyheder fra TV2 Nord