Politiet på bar bund i eftersøgning: Hjælp os, Frederikshavn

Organisationen Missing People hjælper til i eftersøgningen. Omkring 30 frivillige er mødt op for at hjælpe. Foto: Foto: Mette Kristensen

Foto: (Privatfoto)

1 af 2

En dement mand gik den 24. december fra sit plejehjem i Frederikshavn. Han er ikke kommet tilbage, og politiet beder nu byens borgere om hjælp.

Den 72-årige demente mand, Kurt Berg Pedersen, forsvandt juleaftensdag om morgenen fra plejehjemmet Kastaniegården i Frederikshavn. 

Hele dagen søgte poltiet efter manden og spurgte borgere om hjælp, men vagtchef Bruno Brix fortæller til TV2/Nord, at man stadig ikke har fundet Kurt Berg Pedersen. 

Derfor sender politiet nu helikopteren i luften og hundene ud som en del af eftersøgningen af den 72-årige mand. Samtidig beder politiet borgerne i og omkring Frederikshavn om hjælp.  

- Folk må meget gerne tjekke deres bopæl, udehus og have. Det samme gælder for dem, der er ude for at motionere eller gå med deres hunde. Generelt skal borgerne være opmærksomme. Det bedste, vi kan få, er deres øjne, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Bruno Brix, til TV2/Nord. 

Kurt Berg Pedersen betegnes af politiet som værende omkring 175 centimeter høj, slank og med kraftigt gråt lyst hår og iført hvid nattrøje og bukser. Du kan se et billede af Kurt Berg Pedersen i bunden af artiklen. 

Politiet har ingen spor af manden, men man arbejder lige nu med en teori om, at han kan have søgt mod sin tidligere adresse i Skagen. 

- Det ser man nogle gange, at demente gør, men det er slet ikke sikkert, siger Bruno Brix. 

Vagtchefen fortæller, at politiet vil være meget til stede i eftersøgningen 1. juledag, og at man derfor formentlig vil se en del politi i bybilledet. 

Signalement - Kurt Berg Pedersen

- Cirka 175 centimeter høj
- Slank
- Kraftigt gråt lyst hår
- Iført hvid nattrøje og bukser

 

Kurt Berg Pedersen Foto: (Privatfoto)

 

Kurt Berg Pedersen Foto: (Privatfoto)