Politiet skal tjekke ulovlige overnatninger

Efter sommerferien vil justitsministeren møde ind til krav om øget politikontrol af ulovlige overnatninger.

Efter TV2/Nords indslag om udenlandske chaufførers ulovlige overnatninger kommer der nu reaktioner fra begge sider af Folketingssalen. Nordjyllands Politi nedprioriterer nemlig kontrollen med de ulovlige overnatninger, på trods af en nyoprettet tungtvognskontrolgruppe på 20 mand, og det har fået politikerne op af strandstolen.

- Der er sat penge af på finansloven til det her. Det stiller altså krav om handling, og det er politiets opgave, siger Dansk Folkepartis trafikordfører Kim Christiansen.

Det er brud på EUs regler for lastbilchaufførers afholdelse af pauser, der er kimen til kritikken. Reglerne foreskriver, at chaufførerne skal holde 45 timers uafbrudt pause i løbet af en uge. Pausen skal ske væk fra lastbilen, men den regel brydes ofte.

I stedet bliver chaufførerne boende i bilerne, ofte på steder uden mulighed for adgang til toilet- og badefaciliteter, og altså også uden risiko for besøg af ordensmagten.

Socialdemokratiets trafikordfører Rasmus Prehn er enig med sin politiske modpol.

- Det er noget jeg vil tage op med både justitsministeren og trafikministeren efter sommerferien. Det er et brud på borgernes retssikkerhed, når politiet ikke håndhæver loven, og det er et brud på trafiksikkerheden, når chauffører der ikke har kunne få hvilet ordentligt ud begiver sig ud på landevejene, siger han.


Seneste nyt

fra Nordjylland