Politiet skal være synligt

Foto: Thomas Gaardsmand

Politiet skal være mere synligt i de lokale udsatte boligområder. Det skal skabe mere tryghed for de borgere, der færdes i områderne, og det skal nedbringe kriminaliteten.

Det er blandt andet baggrunden for, at Nordjyllands Politi i dag åbner en ny nærpolitistation i Aalborg Øst.
Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg vil være en af deltagerne i forbindelse med åbningen i dag, og rigspolitichefen har meldt sin ankomst, fordi netop indsatsen i de særligt udsatte boligområder er en af dansk politis fokusområder i de kommende år.

- Det er vigtigt, at vi får brudt fødekæden til kriminelle grupper, og netop politiets forankring i lokalsamfundet er afgørende for, at det kan lykkes, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg, der har en fortid som politidirektør i netop Nordjyllands Politi.

Han peger på, at den nye nærpolitistation - med sin centrale placering i et nyt Sundheds- og Kvartershus - får en gunstig beliggenhed i forhold til at betjene nærområdet og samarbejde med lokale aktører.

- Nordjyllands Politi har med den nye nærpolitistation skabt et solidt fundament for et konsekvent og endnu mere synligt politi i Aalborg Øst - til gavn for bydelen og for alle byens borgere, siger Jens Henrik Højbjerg.

Også politidirektøren i Nordjyllands Politi, Elsemette Cassøe, betoner, at det gode samarbejde får et betydeligt løft, når flere centrale aktører samler sig på ét sted.

- Alle politiets medarbejdere, kommunale medarbejdere, projektmedarbejdere, boligforeninger og mange andre arbejder rigtig hårdt for en gunstig udvikling i de såkaldt socialt udsatte boligområder. Det kræver gode og moderne rammer at arbejde ud fra, som vi nu har fået, siger Elsemette Cassøe.

Flere nyheder fra TV2 Nord