Politiet søger efter våben i julemåneden

Politiet i Aalborg indfører et såkaldt besigtigelses- og visitationsområde i Aalborg midtby i perioden fra den 3. december til den 3. januar. Det betyder at politiet kan undersøge folk og køretøjer for våben, som ren forebyggelse.

- Området omkring Jomfru Ane Gade er et forlystelseskvarter, hvor mange mennesker færdes på alle tidspunkter af døgnet, for nogles vedkommende påvirkede. Der har i området i de seneste år været en del voldsepisoder, herunder drab under anvendelse af kniv, siger politidirektør Jens Henrik Højbjerg, i en pressemeddelelse.

I december måned og omkring nytår færdes flere mennesker end normalt i området i forbindelse med julefrokostarrangementer, nytårsfestligheder og lignende. I tidsrummet fra den 1. december 2006 til den 15. januar 2007 registrerede politiet i området 15 voldssager.

- Derfor har bestemt, at der som led i politiets almindelige tryghedsskabende arbejde og med henblik på voldsforebyggelse i det nævnte område kan foretages besigtigelse af en persons legeme samt undersøgelse af tøj og andre genstande, herunder køretøjer, med henblik på at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben, siger Jens Henrik Højbjerg.


Seneste nyt

fra Nordjylland