TV2 Nord

Politifolk raser over ledelsen

De ansatte hos Nordjyllands politi er frustrerede. De skal søge job internt som led i politireformen. Men jobbeskrivelserne er for mangelfulde, lyder det fra betjentene.

560 medarbejdere hos Nordjyllands Politi skal udfylde en ønskeseddel med 3 til 5 ønsker for hvad de vil lave efter den 1. oktober. Men medarbejderne på stationen i Aalborg er frustrerede over ledelsens initiativ.

- De er jo gode til at melde ud om hvor godt det går. Hele tiden kan vi høre om det i pressen, men vi kan bare ikke se, at det går særlig godt - og den frustration der er blandt kollegaerne, den mærker jeg, siger talsmand hos Nordjyllands Politi i Aalborg, Søren Karlsen.

Det er som led i den nye politireformen at samtlige ansatte hos politiet udfylder en ønskeliste over hvilke opgaver de vil udføre i fremtiden. Men medarbejderne hos politiet i Aalborg savner en mere detaljeret jobbeskrivelse fra ledelsen af hvad det egentlig er for et job de ønsker. Frustrationen kommer bag på ledelsen for Nordjyllands Politi. De har forklaret om ordningen inden den blev sat i værk - og efter eget udsagn er politikredsen den i Danmark, som har den mest detaljeret beskrivelse af hver enkelt stilling.

- Jeg mener, at vi er meget nede i detaljeniveau. Det er det selvfølgelig ikke for den enkelte medarbejder - forstået på den måde, at det er deres arbejdsvilkår. Men præmisserne det er jo altså når man er politimand, så skal man også arbejde i weekender og om natten, siger chefpolitiinspektør Jørn Aabye.

Det kommer ikke bag på medarbejderne, at man arbejder på skæve tidspunkter af dagen. De vil have at man venter med ønskerunden før der kommer en mere detaljeret beskrivelse af de fremtidige stillinger, så de ikke kommer til at ønske en stilling - som de efterfølgende vil fortryde.

- Der er mulighed for stor medarbejderindflydelse. Jeg må også skynde mig at sige, at når alle har ønsket, så har vi nogle indplaceringsudvalg, hvor der er medarbejderrepræsentanter med, siger chefpolitiinspektør Jørn Aabye.

Sidste frist for indlevering af ønsker er den 31. maj.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord