Politikerchikane på sociale medier

Jævnligt bliver politikere mødt af nedladende kommentarer og sågar trusler på blandt andet facebook, men det kan være noget, de må lære at affinde sig med.

Flere politikere oplever de negative konsekvenser af de sociale medier, der fylder mere og mere i kampen om borgmesterkæderne.

Hærværk mod valgplakater hører sig til i en valgkamp, men de sociale medier åbner op for en ny slags chikane, som ifølge borgmesterkandidaten i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (Socialdemokraterne), kan være noget mere alvorlig.

- Når der kommer sådan noget, der ligner en trussel. "Hvis du ikke stikker piben ind, så," hvor man tænker, hvordan ender den sætning egentlig, siger Birgit S. Hansen.

Her til morgen fik borgmester i Jammerbugt Kommune Mogens Gade nok, og efter vedvarende provokationer slettede han en såkaldt ven på det sociale medie Facebook.

- Saglig kritik, konstruktiv kritik er jeg klar til at modtage til enhver tid. Men hvis man tæppebomber mig med, at du er sådan og sådan, og gør det 15 gange i træk, så er min grænse nået, siger borgmesteren.

Samfundsforsker Johannes Andersen mener til gengæld, at politikerne er nød til at affinde sig med hårde og direkte tone, der er på de sociale medier.

- Vælgerne har jo de samme muligheder for at gøre sig gældende som politikerne, når det kommer til facebook eller andre sociale medier. Så derfor må de tage til takke med, at vælgerne kan gøre præcis det samme, som de gør, nemlig at komme med deres uforbeholdne mening, siger Johannes Andersen fra Aalborg Universitet.

Ifølge Johannes Andersen viser undersøgelser, at brugen af sociale medier ikke gør nogen forskel, når valgkrydset skal sættes.


Seneste nyt

fra Nordjylland