Politikere indkaldt til spare-puslespil

Alle politikere i Hjørring Kommune er onsdag indkaldt til møder, hvor de skal gennemgå deres budgetter. Det sker efter nye beregninger, der viser, at Udligningsreformen giver et millionunderskud.

Alle politiske udvalg i Hjørring Kommune er blevet indkaldt til ekstraordinære møder onsdag. Det oplyser borgmester Arne Boelt (S). Beslutningen er taget af Økonomiudvalget, efter at kommunens beregninger viser, at regeringens Udligningsreform betyder et overraskende underskud på budgettet for 2013.

Udvalgene skal alle kigge deres budgetter igennem for at finde området, hvor der kan spares. Hjørring Kommune har henvendt sig til Indenrigsministeriet for at få svar på, hvorfor deres beregninger viser, at de i stedet for at vinde på Udligningsreformen, står til at tabe omkring 70 millioner kroner. Men Hjørring Kommune tør ikke at vente på Indenrigsministeriets respons.

- Vi har ikke tid til at vente på svar fra Indenrigsministeriet. Vi skal have vedtaget et budget senest 10. oktober, siger Arne Boelt.

Onsdag aften er der ekstraordinært byrådsmøde, hvor politikerne skal diskutere det nye budget for 2013.


Seneste nyt

fra Nordjylland