Politikere kræver hurtig høring omkring kystsikring

Et af de sommerhuse, der ville have haft glæde af kystsikringen. Foto: Ivan Hansen

Det nordjyske medlem af folketinget Lise Bech (DF).

Bjarne Laustsen er medlem af folketinget for Socialdemokraterne.

1 af 3

Vesterhavet æder sig ind på Nordjylland, men nu kræver politikere en høring, så der kan komme en løsning på problemet.

Flere nordjyske folketingsmedlemmer på tværs af partierne kræver nu en hurtig høring med Miljø- og Fødevareminister Eva Kjer Hansen, omkring kystsikring. 

- Høringen skal skabe fokus på problemet, så der kan findes en løsning hurtigst muligt, siger Dansk Folkepartis Lise Bech, som er et af de folketingsmedlemmer, der har bedt om høringen. 

Ministeren afviste i sidste uge at gå ind i sagen omkring kystsikringen, da hun mente, det var en sag mellem sommerhusejerne og kystdirektoratet. Dette er flere folketingsmedlemmer dog ikke enige i. De mener, at ministeren bør træde ind i sagen, så problemet kan afhjælpes hurtigst muligt. 

Sandfodring er ikke længere nok, vi skal i gang med hårdere kystsikring

- Jeg vil kæmpe for et paradigmeskifte. Sandfodring er ikke længere nok, vi skal i gang med hårdere kystsikring, siger Bjarne Laustsen, folketingsmedlem for Socialdemokraterne.  

Mandag blev der afholdt et mæglingsmøde mellem politikere, kystdirektoratet og de husejere, der er ramt af den manglende sikring langs kysten. Der kom ingen konkrete løsninger ud af mødet, men på trods af dette, var det et godt møde, siger Lise Bech. 

Det næste mæglingsmøde mellem de tre parter foregår den 4. april. Lise Bech forventer ikke, at man kan nå at afholde høringen inden da.   

 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord