Politikere melder eget byråd til Energitilsynet

03:07

Video: Per Frank Paulsen

Frederikshavns byråd bliver meldt til Energitilsynet for at have lukket Skagen Forbrænding. Det er Venstre i byrådet, der tager det drastiske skridt.

Blå og rød blok i Frederikshavn byråd er røget i totterne på hinanden på grund af det nu lukkede forbrændingsanlæg i Skagen.

Peter Sørensen, medlem af Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Byråd, er klar i mælet, når han fører ordet for Venstregruppen i den ophedede debat.

- Jeg tillader mig at kalde det magtarrogance, siger han.

De seks Venstre-folk og det konservative medlem, Peter E. Nielsen, ville på det seneste byrådsmøde ikke være med til at stemme for, at det var lovligt at lukke Skagen Forbrænding for et år siden. Det har nemlig vist sig, at Energistyrelsen undervejs i forløbet nægtede at give dispensation til at lukke forbrændingsanlægget i Skagen. 

- Så er det jo ulovligt at lukke Skagen Forbrænding. Det er klart, at man kun søger en dispensation, hvis man er klar over, at det gamle materiale, man sidder med, ikke er godt nok til at få en ny tilladelse. Det finurlige i det her er, at man glemmer at fortælle, at man har søgt dispensation og derfor heller ikke fortæller os, at man har fået afslag på dispensationen, siger Peter Sørensen.

Skat eller skrammel?

Blå blok havde forventet, at det socialdemokratiske flertal og de to byrådsmedlemmer for SF og Enhedslisten straks trak sagen tilbage for at få den behandlet på ny. Det skete ikke. Rød blok understregede det vigtige i at få omstillet varmeforsyningen, så den kan blive mere grøn og miljøvenlig.

Det socialdemokratiske byrådsmedlem Jens Hedegaard beskrev uenigheden under de mange debatter mellem skagboerne og de andre med disse ord på det seneste byrådsmøde:

- Skagboerne var rørende enige om, at deres forbrændingsanlæg var deres Notre Dame, og resten af byrådet var enige om, at det var gammelt skrammel.

Tyv i natten

I Skagen raser mange over beslutningen om at sende al byens affald til Frederikshavn.

- Det er som en tyv, der kommer om natten. Det koster os mellem 2,5 og 3,5 millioner kroner om året, at vi mangler vores egen forbrænding. Og det svarer til et sted mellem 750 og 1200 kroner per husstand, siger Jens Ove Bagterp, pensioneret ingeniør og beboer i Skagen.

Jens Ove Bagterp kalder det hul i hovedet at bruge tusindvis af liter dieselolie på at transportere tonsvis af affald fra Skagen til anlægget i Frederikshavn, hvor Skagboernes affald nu skal brændes af.

Byrådsmedlemmet Peter Sørensen understreger, at den aktuelle kritik fra Venstre ikke går på, om varmeforsyningen skal være grøn eller ej.

- Vi skal holde loven. Rigtig mange er klar over, at det her er en skidt sag, men nu har man bare besluttet, at den skal køres igennem. Vi skal jo huske på, at det er en risiko, når man sidder med 18 ud af 29 i et byråd og så kommer til mere eller mindre at sagsbehandle hen over hovedet på den resterende del af dem, der sidder i byrådet. Det er det, jeg kalder magtarrogance, siger Peter Sørensen.

Han afviser byrådskollegaen Jens Hedegaards påstand om, at Venstregruppen bare kunne have bedt om at se bilaget, hvoraf det fremgår, at der var blevet søgt dispensation i Energistyrelsen og at der også var givet afslag.

- Som jeg også sagde på byrådsmødet, så er det voldsomt svært at eftersøge noget, som man ikke ved eksisterer, siger Peter Sørensen.

Embedsmænd er udspurgt

Frederikshavns borgmester, Birgit Hansen (Socialdemokratiet), slår fast, at embedsmændene er blevet udspurgt grundigt, før de traf beslutningen om at gå imod et nej fra Energistyrelse.

- Det er Tilsynet, der skal vurdere, om embedsmændene ikke har givet os politikere nok materiale. Nogle har sagt, at de ikke vil træffe den beslutning på det grundlag, vi fik. Og så er der et stort flertal i byrådet, der har sagt: ”det gør vi”.  Hvis Tilsynet kommer frem til, at materialet ikke har været rigeligt og godt nok til at træffe en beslutning på en lovlig måde, så må vi kigge på det bagefter, siger Birgit Hansen.

Venstregruppen forstår ikke, at et flertal vil gå imod et nej fra den øverste myndighed på området, Energistyrelsen.

- Vi er folkevalgte til at tage os af de spørgsmål, der er i vores kommune, og hvis ikke vi som minimum overholder landets love, når vi gør det, så synes jeg, vi er ude på noget af et skråplan, siger Peter Sørensen.

- Det her handler om argumenter. Det handler om, at der ligger noget materiale. Og det handler om at turde at trække af og træffe nogle beslutninger, lyder det fra borgmesteren. 

På byrådsmødet opfordrede Birgit Hansen kritikerne til at klage til Tilsynet, og det er så det, de nu gør.

- Ud fra den opfordring så skal der ikke være tvivl om, at der da skal klages til Tilsynet, siger Peter Sørensen.

De to byrådsmedlemmer fra SF og Enhedslisten stemte sammen med Socialdemokraterne, mens de to medlemmer af Dansk Folkeparti undlod at stemme. Det er meningen, at varmeforsyningen i Frederikshavn skal komme fra eldrevne varmepumper indenfor de nærmeste år.

Forsiden lige nu