Politikere skal diskutere kystbeskyttelse i Blokhus

Foto: Per Frank Paulsen (Arkiv)

Jammerbugt Kommune foreslår, at der bliver nedsat en taskforce, der skal vurdere behovet for kystsikring ved Blokhus.

For bare en måned siden var der stormflod ved bla. Blokhus, og nu  skal politikerne i Jammerbugt diskutere muligheder for at kystsikre netop der.

Politikerne i kommunens teknik og miljøudvalget bliver mandag orienteret om hvor alvorlig situationen er. Beregninger viser, at den naturlige erosion langs den jyske vestkyst ventes at blive forøget med 45 procent frem mod år 2065.

For Jammerbugt Kommune viser analysen at kysterosionen og dermed beho-vet for erosionsbeskyttelse er størst ved Blokhus og i mindre grad ved Vester Thorup. Det er som beskrevet grundejernes ansvar at etablere kystbeskyttel-se, men kommunen har en mulighed for at være koordinerende i forhold til at få iværksat kystsikring.

Risikoen for oversvømmelse vil stige både som følge af vandstandsstigning og som følge af de ændrede vindforhold. Det vil som udgangspunkt være de samme områder, der vil være udsat for oversvømmelse, men det vil medføre hyppigere oversvømmelser.

I henhold til Kystbeskyttelsesloven er det grundejerens ansvar at beskytte sin ejendom. Det er derfor i udgangspunktet grundejerens interesser og behov, som kystbeskyttelsen skal tilgodese, selvom der på en række punkter vil være behov for koordinering og regulering fra offentlige myndigheder. 

Politisk lægges der op til, at der tages initiativ til, at der oprettes en taskforce med henblik på at vurdere behovet og mulighederne for kystsikring ved Blokhus, ligesom Limfjordsrådet opfordres til at etablere et samarbejde mellem de kommuner, der har kystlinje til Limfjorden.

Har du et godt tip?