Politikere vil aflive sæler

Den danske sælbestand er vokset så eksplosivt, at det er en trussel mod fiskerierhvervet. Derfor er flere politikere nu klar til at regulere bestanden.

Politikere fra både rød og blå blok erklærer sig parate til at regulere sælbestanden i de danske farvande. Det skriver Politiken.

Udmeldingen fra politikerne kommer efter klager fra det danske fiskerierhverv. Sælbestanden er vokset eksplosivt i både Nordsøen og Østersøen. Og de mange sæler spiser så mange fisk, at det er en trussel mod fiskernes indtjening. Samtidig bider sælerne hul i fiskenet for at få fat i fiskene.

For at hjælpe fiskeindustrien vil ordførere fra både Venstre, Socialdemokraterne og Radikale Venstre indføre en form for begrænsning i bestanden.

Miljøminister Ida Auken (SF) er forsigtigt positiv, men advarer om, at det kan blive svært at komme igennem med tiltag over for andre knap så fiskerivenlige lande.

- Jeg anerkender, at fiskerne nogle steder langs kysterne har problemer med, at sælerne går i deres net. Det er ikke sjovt at skulle hive en ødelagt fangst op i båden. Men både gråsæl og spættet sæl er internationalt beskyttet, og jeg kan ikke bare give tilladelse til at jage dem, siger hun til Politiken.

Den forklaring giver fiskeriordfører for Venstre, Thomas Danielsen, dog ikke meget for. I en pressemeddelelse til TV2/Nord skriver han, at der ifølge den nuværende forvaltningsplan er mulighed for at regulere bestanden af sæler i lokale områder.

- Derfor mener Venstre, at vi ikke skal vente på, at man ophæver fredningen på sæler via EU, som Ida Auken henviser til. Men at vi blot skal komme i gang med det samme med at regulere, ligesom loven allerede tillader det i det, siger han.


Seneste nyt

fra Nordjylland