Politimand sparket i hovedet

Ung mand anholdt, efter han sparkede politimand i hovedet.

Natten til lørdag optrådte en 18-årig mand voldeligt på diskotek Crazy Daisy i Fjerritslev, og derfor blev politiet tilkaldt.

Da patruljen fra Nordjyllands Politi ankom, tilbød betjentene at køre den berusede unge mand hjem til hans bopæl Brovst, så man undgik flere voldelige optrin på diskoteket. Det siger vagtchef hos Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen.

Men på køreturen blev teenageren pludselig meget ophidset og aggressiv, og han endte med at sparke en af betjentene i ansigtet.

Så i stedet for at køre til Brovst satte patruljen kursen mod Aalborg, hvor manden blev sat i detentionen, anholdt og sigtet overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og for vold mod tjenestemand i funktion.

Nu manden har sovet rusen ud, skal han afhøres, og så bliver han sandsynligvis løsladt i løbet af lørdagen.

Politimanden, der blev sparket i ansigtet, har det efter omstændighederne godt, oplyser Karsten Højrup Kristensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland