Politiske kamphaner i ophedet debat i Mariager

Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti havde mandag inviteret folketingskollega Peder Hvelplund fra Enhedslisten en tur til Mariager for at diskutere trafikforhold i byen.

Er der brug for en omfartsvej til 377 millioner kroner i Mariager? Det spørgsmål har været heftigt debatteret de seneste uger, og mandag fortsatte diskussionen i Mariager. 

quote Jeg vil jo gerne have, at vi kunne binde byen og havneområdet tættere sammen. Det kan vi ikke på grund af den tunge trafik.

Kim Christiansen. 

Her havde folketingsmedlem og transportordfører fra Dansk Folkeparti, Kim Christiansen, inviteret sin politiske modstander Peder Hvelplund fra Enhedslisten til den lille købstad for at fremvise de trafikale udfordringer i byen. 

- Jeg vil give Peder Hvelplund den mulighed for at se, hvad det er for nogle problemer, der er i Mariager, forklarer Kim Christiansen. 

De to folketingskollegaer var torsdag en del af TV2 Nords debatprogram, Fokus, og her mente Kim Christiansen, at Peder Hvelplund udtalte sig på et uoplyst grundlag. Og derfor inviterede Christiansen altså Hvelplund til Mariager for at se på forholdene. 

- Det her handler om trafikinvesteringer for de næste ti år i Nordjylland, og de skal ikke afgøres af personlige særinteresser. De skal afgøres af, hvor trafikbehovet er størst, siger Peder Hvelplund, der i dagens anledning havde iført sig sikkerhedshjelm og gul trafikvest efter alt, hvad han havde hørt om trafikken i Mariager den seneste tid. 

- Vil binde byen bedre sammen

Kim Christiansen havde planer om at vise Peder Hvelplund de mest kritiske steder i byen - herunder områderne omkring skolen, de brostensbelagte gader i bymidten og ved havnen. 

- Jeg vil jo gerne have, at vi kunne binde byen og havneområdet tættere sammen. Det kan vi ikke på grund af den tunge trafik, forklarer Kim Christiansen. 

Også byens brostensbelagte torv spoleres af den tunge trafik, der ifølge Kim Christiansen udgør en sikkerhedsrisiko. 

- De her små idyliske gader, som ser lidt tomme ud nu, er jo spækket med mennesker om sommeren. Og der er vi jo mange, der synes, at det udgør et sikkerhedsmæssigt problem, at vi har den tunge trafik herind igennem, forklarer trafikordførerne fra DF. 

Og Peder Hvelplund vedkendte, at han kan se idéerne bag Kim Christiansen argumenter. Dog med et forbehold:

- Jeg synes da, at det kunne være rart, hvis de kunne få nogle af bilerne væk fra torvet herinde. Men det er jo den udfordring, der er i mange byer. 

- Så må man jo prioritere det kommunalt, hvis man ønsker at lede trafikken væk derfra, lyder det fra Peder Hvelplund. 

- Positivt, at Hvelplund nu har set området

Efter knap to timers rundvisning i byen, sluttede Hvelplund og Christiansen turen ved Mariager Skole. Og spørgsmålet var så, om Peder Hvelplund havde opnået større forståelse for Kim Christiansens ønske om en omfartsvej til Mariager. 

- Jeg tør godt at tage min sikkerhedshjelm af, lyder det kort fra Peder Hvelplund, der fortsætter:

- Der skal jo træffes beslutninger ud fra, hvor gavner vi flest mulige borgere mest muligt, og det synes jeg ikke, at jeg er blevet overbevist om her. 

Og Kim Christiansen sluttede også dagens møde med at konstatere, at de to folketingskollegaer nok ikke bliver enige på området. 

- Men det var da positivt, at Peder Hvelplund nu har set området hernede. Og det var egentligt mit æringe, slutter Kim Christiansen. 

Se den nordjyske trafikdebat fra sidste uges Fokus herunder. 

Debatprogrammet Fokus fra 21. marts 2019 - Nordjysk trafikdebat. 

Seneste nyt

fra Nordjylland