Politistationen har fået hjul på

Nordjyllands Politi har oprettet mobile politistationer, som kan besøge de byer, hvor nærpolitistationen blev nedlagt her i foråret.

Politiassistent Søren Panum spejder langt efter borgerne på torvet i Hirtshals. Han har lige åbnet sin mobile politistation, men borgere lader vente på sig. Det tager han dog roligt.

- Jeg skal nok få snakket med folk. Om det er politimæssigt eller om hvad der eller rør sig her i byen, siger politiassistent Søren Panum fra Nordjyllands Politi til TV2 Nord.

Nordjyllands Politi lukkede otte lokale politistationer den 1. maj i år. Samtidig blev de mobile politistationer udrustet og sat ind i de byer, som før havde en politistation. Ifølge Søren Panum med stor succes.

- Jeg synes faktisk vi er blevet ret godt besøgt. Nu er det jo lige midt i sommerferien, så det er måske meget turister der er her, og de kender ikke så meget til konceptet endnu, siger politiassistent Søren Panum fra Nordjyllands Politi til TV2 Nord.

Endelig, efter en halv time, er der en borger der henvender sig. På stationen i Hjørring afviser de, at ressourcerne kunne være brugt mere fornuftigt.

- Vi synes ressourcerne er brugt rigtig, rigtig fornuftigt ved at have vores mobile politienhed. Vi er jo tæt på borgerne, siger politikommissær Torben Larsen, Nordjyllands Politi til TV2 Nord.

Foreholdt det spinkle fremmøde fra borgerne i den mobile politistation i Hirtshals, forsætter Torben Larsen.

- Nu er vi jo i opstartsfasen, så borgerne skal jo lige finde ud af, at vi er til stede i Hirtshals en gang om ugen, siger politikommissær Torben Larsen, Nordjyllands Politi til TV2 Nord.

Den mobile politistation er i Hirtshals er på torvet hver tirsdag mellem 12 og 13.


Seneste nyt

fra Nordjylland