Porrer kastet på scenen til nordjysk metalfestival: - Hvorfor?

Foto: Gitte Kjærbøl, Scanpix

I løbet af årets Aalborg Metal Festival har publikum medbragt porrer til koncerterne. Men hvorfor, spørger festivallen.

I torsdags startede Aalborg Metal Festival endnu engang. Men i år var anderledes end de andre, for publikum havde nemlig startet en ganske særlig trend. De tog porrer med til koncerterne.

- Det er da meget sjovt, men vi forstår simpelthen ikke hvorfor. Måske er vi bare blevet for gamle, siger Tania Kvist, der er næstformand i Aalborg Metal Festival, og griner:

- Vi er jo over 40.

Derfor spørger Aalborg Metal Festival på deres facebookside, hvorfor der egentlig bliver taget porrer med til koncerterne.

- Vi vil da gerne vide det. Det er da lidt sjovt, at der bliver taget porre med, siger Tania Kvist.

Under koncerterne blev porrerne kastet op på scenen og på artisterne. Det får nu festivallen til at indføre en porre-politik.

- DER MÅ IKKE MEDBRINGES PORRER I SALEN! Vi beklager overfor dem, der godt kan administrere deres porrer, men af hensyn til vores artister, er vi nødt til at stoppe porre-legen, mens den stadig er god! Medbragte porrer vil derfor blive konfiskeret uden yderligere varsel!, skriver Aalborg Metal Festival på deres facebookside.  

Ud over artisterne har også roadierne været trætte af de mange omkringflydende grøntsager. De sidder nemlig fast i hjulene, når forstærkerne skal flyttes.

Ifølge Tania Kvist har publikum taget godt imod budskabet, og de har lyttet til facebookoplaget.

- Efter vi havde skrevet opslaget lørdag var der ikke nogen, som tog porrer med mere. Nogle havde så taget gulerødder eller agurker med i stedet, men de blev ikke kastet på scenen, siger Tania Kvist.  

 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord