Portland: NOx-afgift forværrer situationen

Foto: TV2/Nord

Aalborg Portland har tirsdag afskediget 22 medarbejdere. Det er finanskrisen, der presser cementfabrikken. En eventuel NOx-afgift vil forværre situationen, siger direktøren.

22 medarbejdere på Aalborg Portland har i dag fået en fyreseddel. Der er tale om smede, elektrikere og ufaglærte medlemmer af 3F. Ifølge Aalborg Portlands direktør er det finanskrisen, der presser cementfabrikken.

- VI har i dag desværre måtte tage afsked med 22 medarbejdere. Det er det direkte resultat af finanskrisen, som rammer os hårdt. Byggeriet, som vi leverer til, er stort set gået i stå, og på den baggrund er vi desværre nødt til at nedbringe vores omkostninger, siger direktør Kjeld Pedersen.

Men finanskrisen er ikke alene om at presse Aalborg Portland på finanserne. Mandag var cementfabrikkens ledelse til møde med skatteministeren i et forsøg på at afværge den planlagte NOx-afgift, der vil betyde en stigning i afgiften fra 2 millioner kroner årligt til 40 millioner kroner årligt fra 2012.

- Beslutningen (om fyringen, red.) er truffet på baggrund af den reelle situation for Aalborg Portland lige nu. Men det er selvfølgelig klart, at får vi endnu et stigende afgiftstryk, som regeringen har foreslået, ser tingene endnu sværere ud i fremtiden. I relation til regeringens plan om at 20-doble vores NOx-afgift må jeg derfor sige, at det før vores situation endnu værre, siger Kjeld Pedersen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord