Positivt kvartalsregnskab fra Jutlander Bank

Foto: Lone Vad Dam

Jutlander Bank har offentliggjort et resultat på 72 millioner kroner efter skat i første kvartal. Det er markant bedre resultat end året før, hvor banken kom ud af første kvartal med et resultat på 40 millioner kroner.

-I al ubeskedenhed vil jeg sige, at det er et flot resultat, som viser, at Jutlander Bank er på sporet, siger bankens ordførende direktør, Per Sønderup.

I Jutlander Bank har de haft travlt med at konvertere kundernes realkreditlån. Det har skabt en øget gebyrindtjening, og renteindtægterne er også vokset i kraft af flere udlån.

Ved årsskiftet opkøbte Jutlander Bank Østjydsk Banks afdelinger i Randers og Gjerlev med 7.000 kunder, og forklarer til dels en vækst i udlån. Derudover er det øget udlån en fortsættelse af en tendens i stigende udlån, som Sparekassen Himmerland og Sparekassen Hobro oplevede i tiden før fusionen af de to banker i starten af 2014.

-Det er altså nye toner, at både vores gamle kunder og de nye, der kommer til, igen begynder at efterspørge flere lån. De nye toner varsler godt for resten af året, konstaterer Per Sønderup.

Samtidig med offentliggørelsen af kvartalsresultatet har Jutlander Bank valgt at opjustere forventningerne til hele 2015.

Har du et godt tip?