Postkassefrist forlænges

Selv om man endnu ikke har placeret sin postkasse korrekt, skal man ikke frygte for at miste posten 1. marts.

Ingen danskere kommer til at opleve et stop i leveringen af post. Det lover Post Danmark nu og annullerer dermed fristen for at få sat postkassen rigtigt op inden 1. marts.

- Det er rigtig vigtigt for danskerne, at de får deres post. Og derfor skyder vi nu fristen for at få postkassen sat rigtigt op, siger Eva Malene Hartmann, chef i Post Danmark Privatkunder.

Omkring 800.000 danske husstande skulle have en ny postkasse sat op i forbindelse med, at loven blev ændret. Og 1. januar, da loven trådte i kraft, havde godt 80 procent af disse sat postkassen op korrekt.
Tilbage var omkring 174.000, der risikerede at få stoppet posten. 

Mange har fået justeret postkassen - og i Post Danmark skønner man nu, at der er omkring 100.000 tilbage, der skal foretage smårettelser.

- Vi skal nu ud og se på de godt 100.000 postkasser. Vi sender konsulenter ud for at se på postkasserne. Og de kan så på stedet smide en rettelse i postkassen, hvis den står forkert. Man har så en uge til at rette fejlen, hvis man forsat vil have post, siger Eva Malene Hartmann.

Hvis man har flyttet sin postkasse, skal man i første i omgang ikke foretage sig noget. Det skal man kun, hvis man får et brev for Post Danmark.

Eva Malene Hartmann regner med, at det kommer til at tage omkring fire uger, før Post Danmark er færdig med at se på postkasserne.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland